En ejerleder-datters erindringer...

Duften af jern er nostalgi for mig og får minder frem… og det er ikke bare maskiner, zinkplader og tagrender, der kommer på nethinden. Jeg ser også et egetræs-skrivebord, hvor der er stablet op med papirer, 2 brune kontorstole med bredriflet fløjl og to regnemaskiner med papirrulle til at lave meterlange udregninger…

Jeg voksede op med lange snakke til aftensmaden, hvor min mor og far vendte dagens arbejdsopgaver i firmaet. Ofte var det detaljer om et nyt udbud eller planer omkring et hus-byggeri. Både min bror og jeg fik lov at byde ind, da vi var med ved bordet og spiste ikke bare i tavshed. Vi fik også mange gange forklaret meget af det, som det drejede sig om og hvorfor det var vigtigt at ”vinde” et udbud eller en licitation.

Mødelokalet i køkkenet

Køkkenet var mødelokale hver eneste arbejdsdag i 23 år i håndværkervirksomheden. Værkstedet lå nemlig i forlængelse af huset og kl. 15 var der altid kaffe og ofte hjemmebagt franskbrød. Hvis svendene og lærlingene kunne se, at de ved ekstra slid kunne blive færdige med dagens kunder og opgaver og nå kaffe i køkkenet, ja så gjorde de en indsats for det. Også mange assurandører kendte denne kaffetid, da det var en værdifuld pause fra ræset og med nærværende snak om køkkenbordet.

Familievirksomheden også om søndagen

Om søndagen kørte vi ofte ud og så byggegrunde eller færdige huse, som mine forældre var leverandør til. Det var lange arbejdsdage det meste af året for både min mor og far, men min bror og jeg følte, at vi var med og en del af det.

Min far havde altid været kendt for den solide kvalitet og gode løsninger på gulvvarme, badeværelser og meget andet. Der var styr på tingene og min mor havde en utrolig hukommelse. Hun kunne samtlige kundenavne, adresser, telefonnumre og ikke mindst de 10.000 varenumre i hovedet. Det var ofte hende, der tog ud til licitationer og hun sørgede for logistikken, hvis medarbejderne skulle redde en brændende platform hos en kunde.

Her mine forældre: Søren Olesen og Lissy Olesen udenfor værkstedet

Prostatakræft og rekordoverskud

Mine forældre havde haft virksomheden i 23 år, da min far i starten af 1996 fik konstateret prostatakræft. Mor og far tog en hurtig beslutning om at inddrage, involvere og fordele opgaver og goder med svendene. En del af løsningen på dette ekstra ansvar og opgaver skulle være en ligelig delt overskudsdeling. Det var vigtigt for dem at belønne ansvaret og de fik det ordnet på denne måde.

Mens min far fik 30 omgange strålebehandling i Århus – en tur frem og tilbage på 200 km, klarede min mor og de ansatte virksomhedens daglige drift. Det lykkedes endda med rekordomsætning det år.

Ny udfordring – ny beslutning fulgt af handling:

Min far blev raskmeldt efter alle strålerne, men allerede i marts 1997 til en tjekundersøgelse, blev der fundet en anden kræftsygdom hos ham, nemlig lungehindekræft på ydersiden af lungehinden.

Og der var ikke noget at gøre, som kunne kurere ham.

Min forældre valgte på tungeste vis at sælge virksomheden omgående, da min far havde fået dødsdommen og var opgivet, når det gjaldt kemobehandlinger og han ville inden længe være lænket til sin seng hjemme sammen med en morfinpumpe. Mor og far ville gerne være sammen om at afslutte det, de havde startet sammen i 1973.

Enke, identitetsløs og arbejdsløs

Der var ingen af svendene, der kunne se sig selv i ejerrollen og det skulle jo også finansieres. De nåede dog at få solgt virksomheden inden min far døde. Far blev kun 51 år og der stod min mor som 48-årig og havde netop solgt sit livsværk, havde nu en titel som enke og mærkede på den hårde måde identitetsløshed og at kalde sig arbejdsløs.

Valget blev at sælge til en udefra, som havde en lignende virksomhed. Min mor kan stadig huske, da min far sad afkræftet på nogle paller og så på, at de tømte det værksted, han var så stolt af og glad for. Desværre fik den nye ejer kun held af at køre mine forældres solide håndværkervirksomhed videre i en kortere periode. I 23 år havde den givet overskud og overskuddet var mere og mere solidt, som årene gik. Min mor har nævnt, at det var underligt at se blå varebiler biler fra konkurerende VVS håndværkere komme ind i byen, nu når de “røde” altid havde domineret i området. Heldigvis nåede min far ikke at opleve det.

Refleksion

Det var ikke almindeligt dengang, at rådgivere hjalp med de menneskelige udfordringer. Det vil sige, de manglede professionelle omkring sig, der gav sig tid eller havde modet til at tale med dem om andre muligheder end at sælge med det samme.

Da min far døde var jeg 29 år og det at miste har sat både spor, smerte, drivkraft og retning i mig. Jeg fandt frem til mit “WHY” for små 5 år siden. Jeg vil hjælpe SMVer og tage fat smerten, før den bliver uoverskuelig. Hjælpe ejerleder med afklaring og vejlede alle involverede parter i familievirksomheden med de menneskelige udfordringer. Fremtiden skal ses i øjnene!

Jeg kalder det Nøglebundtet.

Nøglebundtet: De praktiske, personlige, faglige og familiære overvejelser, der trænger sig på når det begynder at blive tid til at overdrage nøglerne til ens livsværk til en anden. Mit arbejde handler især om at få taget hånd om de familie- og personlige afklaringer, der oftest skydes hen som underforstået. Især når nøglebundtet videregives til næste generation, men også når en udefrakommende skal overtage alt det man har bygget op. Nogle vil kalde det de lidt blødere værdier; jeg vil lægge vægt på, at de er hårde nok til at kunne bringe selv veldrevne og gamle virksomheder i knæ. Nøglebundtet, når både virksomhed og familiesamlinger skal blive ved med at være noget alle glædes over.

 Annette